På Hvide Sande Masterclass 10.-20. September 2026 findes en unik mulighed for at opleve samt fordybe sig i klassisk musik gennem 15 offentlige koncerter og events samt daglige masterclass-lektioner. Koncerterne fremføres af årets professorer, Isabelle van Keulen, Cecilia Zilliacus, Tatjana Masurenko, Claus Myrup, Henrik Brendstrup, Maria Pukhlianko, Sakari Tepponen og årets exceptionelle unge talenter. Musikere, der deltager i Hvide Sande Masterclass, udvælges nøje gennem en ansøgningsproces, hvor masterclass professorerne udvælger de mest lovende klassiske talenter, både nationalt og internationalt. Ansøg her.
Fokus under masterclassen lægges både på et kammermusikalsk sammenspil, men også på solistiske præstationer. Masterclassprofessorerne underviser i sololektioner, deltager i kammermusikensembler med de unge musikere, coacher etablerede grupper under masterclasslektionerne og optræder ved koncerterne. Dette skaber en unik dynamik, der inspirerer unge musikere til kontinuerlig personlig og musikalsk udvikling.
Kvinder i musikken
17. september uropføres et helt nyskrevet værk af Sophie Søs Meyer. Vi vil gerne skabe et fokus på både de nulevende og forgangne kvindelige komponister for at være med til at fortælle kvindernes historie i musikken og lade musikken leve gennem nye kompositioner. Derfor skaber vi en koncert med flere værker af kvindelige komponister og sætter et særligt fokus på den unge fremadstormende danske komponist, Sophie Søs Meyer, der er kendt for at skabe et klangligt lydunivers af genkendelige klange og underfundige nyskabende lyde.
Fredskoncert på Flugt Museum
Verden er blevet et usikkert sted de seneste år og masser af folk er netop nu på flugt. Musik er et fredsskabende element der forener folk og derfor arrangerer vi en særlig fredskoncert på FLUGT Museum. FLUGT Museum, der ligger i Oksbøl, fortæller om de millioner af mennesker, der er og har været tvunget til at forlade deres hjem. Deres historie bliver endnu mere konkret og aktuel gennem musikken hvor publikum bliver vidne til, hvordan kunst og historie kan forenes for at fremme forståelse og fred. Her spiller årets ukrainske professor en vigtig rolle og deler musik fra Ukraine.
Velkommen
”Det er mig en stor glæde at få lov til at byde jer alle velkommen til Hvide Sande Masterclass 2026. Dig, den håbefulde, unge, håndplukkede musiker, som har kæmpet med at indstudere alle de mange, svære værker. Dig, kære professor, som kommer med dine mange års erfaringer fra utallige koncerter og timer med dit instrument. Og selvfølgelig dig, som kommer og oplever musikken i fuldt flor i en helt anderledes koncertsal. Jeg håber du vil få en livgivende musikalsk oplevelse, som du med forventning kan komme for at (gen)opleve og med glæde se tilbage på.”
Sigrid Kongshøj-Munch har siden 2020 været projektleder på Hvide Sande Masterclass og siden 2023 også været kunstnerisk leder. Hun er uddannet bratschist og violinist, musikformidler og musikpædagog på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor hun i 2015 færdiggjorde sin kandidateksamen. Hun har spillet adskillige solo-, kammermusik- og orkesterkoncerter, uropførelser, samt lavet indspilninger, TV- og teaterproduktioner. Sigrid spiller i Trio con Spirito. Hun har spillet i DR Symfoniorkester, Det Kongelige Kapel, Copenhagen Phil, og haft kontraktansættelse som bratschist i Aalborg Symfoniorkester og Ensemble Storstrøm og har mangeårig erfaring som underviser. I 2023 og 2024 var hun dommer ved UKE international kammermusikkonkurrence i Kiev, Ukraine. Sigrid har været Orkesterressigør på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og er nu ansat som administrativ leder på Kammermusik på Lundsgaard samt Produktionsleder i Copenhagen Phil.